Julens uhygge
I dag forbinder vi i
høj grad julen med hygge og tryghed. Men for bondesamfundets mennesker
havde julen også en anden og mere dyster dimension
Julen falder på årets
mørkeste tid, og i mørket kunne mange farer og ubehagelige væsner lure.
Der er mange sagn, som netop fortæller om julespøgeri eller møde med
overnaturlige væsner i juletiden.
De dødes gudstjeneste
Et kendt sagn handler fx om de dødes gudstjeneste julenat, og udspiller
sig - blandt mange andre steder - på en gård vest for Vokslev kirke.
Karlen var tidligt ude at give hestene foder julemorgen. Gården havde
intet ur, så da karlen kom ind og sagde, at de havde sovet over sig,
fløj konen ud af sengen. Karlen havde hørt, at morgen-gudstjenesten var
begyndt, for der var sang i kirken. Konen fik tøj på og skyndte sig til
kirke og ind i sin kirkestol. Først da opdagede hun, at sidemanden var
en person, som var død for mange år siden! Alle kirkegæsterne var folk,
der for længst var døde. Hendes sidemand hviskede, at hun måtte skynde
sig ud i en fart og hægte kåben op, hvis hun mærkede noget, der rykkede
i den. Konen gjorde, som hun fik besked på. Og da hun nåede kirkedøren,
blev kåben flået af hende.
Om morgenen, da landsbyens folk kom for at gå i kirke, lå konens kåbe
udenfor, splittet ad i små stumper.
Julespøgelser
Andre sagn fortæller om egentlige "julespøgelser" På Kongensgård spøgte
en jomfru spøger hver jule- og nytårsaften i stalden, hvor hun havde
hængt sig. I Dalsager skulle spøgelset Terkild, som var manet ned i
Tyvemose, have
"natter", dvs. aftensmad jule og nytårsaften. Ellers blev der spektakel
i gården. På Spentrup kirkegård ved Randers gik en barnemorderske igen
mellem jul og nytår, og i Besser præstegård hørte man et barn græde hver
juleaften. På Høgsholm blev en herremands datter manet ned i skoven, og
da hun var sunket i til halsen, bad hun om lov til at nærme sig gården
med et "kokketrin" hver juleaften. Det fik hun lov til, og når hun
kommer helt frem til slottet, synker det i jorden. I en gård på
Balleskov mark var der altid "spektakel" ved jule og nytårstid, og på en
gård i Kældernæs, startede spøgeriet så småt i november, for at tage til
i julen og atter klinge af i januar. I Kalundborg kørte Hans Lindenow,
der døde i 1659, gennem Skibbrogade med sit hovede under armen. I
Nordborg på Samsø kom helhesten og drak af vandtruget, etc. etc. I
n´ogle egne kunne man desuden risikere at møde "Den vilde Jagt". Et
selskab af jagende svende og glammende hunde anført af "Nattejægeren", "Elleskytten",
"Goen" eller "Wojensjæger". Han varsler død og ulykke, hvis han ikke får
et afværgeoffer, fx. kød til sine hunde. Den natlige jæger er måske,
hvad også nogle af navnene antyder, ingen ringere end Odin. De nordiske
asers kloge, men også dystre overhoved.
Dødsvarsler
Julen var - på grund af tidspunktets særlige magi - også synderligt
velegenet til varseltagning, fx om bryllup, vejrlig, kornpriser,
dødsfald og lignende. Den, der under julemiddagen listede udenfor og
kiggede ind ad vinduet, ville opdage hvem der var "feig" og skulle dø i
det kommende år. De sad enten hovedløse eller uden skygge. Men det var
ikke ufarligt. Man kunne se noget, man ikke brød sig om, og endte med at
blive "rent tosset af sindsbevægelse", således som det skete for en karl
i Lumbsås. En anden metode var at gå til kirkegården julenat kl. 24 og
sætte sig på kirkegårdslågen med en grøn tørv eller gravmuld på hovedet.
Dette kunne sætte én i stand til at se skyggerne af de, der skal dø i
det kommende år. helle ikke dette var ufarligt. En karl, som forsøgte
sig fik hovedet
vredet om i nakken. En anden kendte alle de skikkelser, der kom
skridende, på nær en. Den ukendte havde en strikke om halsen og viste
sig at være karlen selv. For inden årets udgang havde han hængt sig.
Glosoen på besøg
Men heller ikke inden døre kunne man være helt sikker. Havde man fx.
glemt at ofre et par neg på glosoen ved høstens afslutning, risikerede
man at det uhyggelige svin kom og lagde sig under bordet for at skabe
ravage juleaften. Glosoen, eller gravsoen, var en gigantisk gris med
knivskarp ryg, strittende børster og stirrende øjne, som varslede død og
ulykke. Meget tyder på, at nogle af de overnaturlige gæster var kendte
og ventede. I Helsinge sogn og på Århusegnen satte husmoderen en ekstra
kuvert på bordet. På Bornholm og visse steder i nordsjælland skulle
maden, eller noget af den, blive stående på bordet julenat, lysene
skulle brænde hele natten og tabte man noget ind under bordet, måtte man
ikke bukke sig ned for at tage det op. Enkelte steder, fx. på Bornholm
og i Hørve, sov husets beboere julenat i halm på gulvet, mens de opredte
senge stod tomme.
Menneskelige
skræmmevæsner
Nogle af julens uhyggelige gæster var virkelige nok. Optegnelser fra
1700-årene fortæller om julebukken, en udklædt karl, der hoppede
omkring, stangede efter
folk og prøvede at forskrække på skrømt. En beretning fra begyndelsen af
1500-årene fortæller om unge, der løb rundt i "rædegrimer og anden
djævleham", skræmte folk for sjov og lavede ballade. De menneskelige
julespøgelser lavede larm med rumlepotter og smed potteskår og
askeposer på dørene. Rumlepotter opfattes i nyere tid som et rent
sønderjysk fænomen, men var tidligere langt mere udbredt, dog ikke til
alles glæde. I slutningen af 1660'erne blev det fx. forbudt at gå med
rumlepotte i København.
Efter at have larmet og regeret flygtede spilopmagerne på skrømt, for
til sidst at blive indfanget og beværtet.
De menneskelige julespøgelser tog brodden af julenætternes skrækkelige
væsner, ved at give dem en konkret, men ufarlig skikkelse, som man uden
risiko kunne invitere ind på en dram.
http://www.historie-online.dk |
